Skip to content

Velkommen til

Kristi Himmelfartsdag.

Der er ligesom noget, der siger mig, at Kristi Himmelfartsdag, har det ligesom lidt med at glide i baggrunden i forhold til julen, påsken og pinsen, selvom den er lige så vigtig, som jul, påske og pinse er det.

For ligesom vi har julens højtid til markering af Jesu Fødsel og dermed hans liv her på vores jord, så har vi Kristi Himmelfartsdag til markering af hans livs afslutning her på vores jord.

En dag, der med sit navn fortæller, at hans jordiske liv ikke sluttede med hans død, men at han som fuldt og helt menneske blev løftet væk herfra.

Noget som vi, der ikke selv har set det, kan have lidt svært ved at forstå, fordi det vel ligesom strider imod vores fornuft.

Men hvor meget anderledes er det, end at én og anden har oplevet noget, som ikke burde kunne lade sig gøre, men som alligevel er sket.

Hertil kommer, at han ikke kun var et menneske ligesom dig og mig, men også den del af Gud, som de dengang fik at se, røre ved, og tale med.

Se, hvis vi nu afviser hans himmelfart, mangler vi vel svar på, hvor han da er blevet af?

Et nærliggende svar kunne være, at han på et eller andet tidspunkt må være afgået ved døden.

Men kan vi forestille os det?

For bliver konsekvensen da ikke en død gud?

Noget der vel bl.a. må betyde, at følger vi Jesu opfordring i Mattæusevangeliets slutning om at gå ud i verden og gøre alle folkeslag til hans disciple, ved at døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og lære dem at holde det, han har befalet, så sker det i forhold til en død gud.

Men siger vi derimod: at navnet ”Kristi Himmelfartdag”, taler sandt, ser det hele lidt anderledes ud. Også selvom vi ikke forstår det.

Men hvad gør det, hvis vi lige tænker lidt på, hvor tit du må gøre et valg, uden at vide, om det nu også den rigtige afgørelse, du træffer.

Prøv bare at tænke på noget så enkelt, som det at gå over gaden. Er det ikke først, når du er kommet over på den anden side, du kan sige til dig selv, at det gik godt. Og ikke før.

Er det ligesom ikke lidt af den samme skuffe ud fra, at vi alle er underlagt det, der ligger i begrebet ”at tro på” – ”at have tillid” og at der heri er noget, der er mere rigtigt end andet.

Jesu ord om sig selv er f.eks.: ”Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden. Jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen”.

Sagt af én, der ikke så sig selv til at være for god til at hjælpe dem, andre vendte ryggen. Èn, der f.eks. lagde sig på knæ, og vaskede sine egne disciples fødder, mens han var her.

Set i det lys, har vi vel alle en opgave i de forskellige sammenhænge, som vi nu hver især er en del af. Måske noget så enkelt, som at give sig tid til at lytte til det, der ligger en anden på sinde.

Og husk lige her til sidst, at der kan godt være situationer, hvor man, uanset hvem man er, både føler sig ensom og forladt. Også det, at Gud kan synes helt uvirkelig. Ja bare helt væk for én.

Hvem kunne det da være, der står bag ved og bærer én igennem?

Faderen – Sønnen – Helligånden, er nok slet ikke er så død og borte endda!

Olav