Skip to content

Velkommen til

 

TEMA:

Sommer

Det er sommer, og naturen er klædt i den skønneste sommerpragt. I salmebogen er der også salmer, der specielt knytter sig til denne årstid. En af dem er: ’Det dufter lysegrønt af græs’. Den er oprindelig gendigtet fra svensk af K.L. Aastrup, men det er Johannes Johansens senere gendigtning, der har fundet nåde for salmebogskommissionens skarpe blik og har fundet ind i danskernes hjerter.

I salmen gøres der brug af vore sanser.

Det dufter lysegrønt af græs. Vi kan alle genkalde os duften af solvarmt græs – eller den nyslåede græsplæne. Vi kan se strandengen med dens vilde græsser og blomster og genkalde os duften, varmen og biernes summen.

Derefter er det ørene, vi får drejet ind på forår og sommer. Det er fuglene, vi synger om. Vi hører dem tidligt og sent. Når sommeren rigtig kommer, så er der kun ro fra fuglesiden i ganske få timer i døgnet, hvis ikke nattergalen synes, at den skal udfylde tomrummet med sin sang.

Så er det synet af blomsterpragten, vi mindes om. Ligesom vi også mindes om, at Gud klæder hver en lille blomst og han sørger for den mindste fugl. Og så kan vi svagt i det høre ordene om, at end ikke kong Salomon i al sin pragt var klædt skønnere end liljen, og at ikke en spurv falder til jorden uden at Gud er med. Det er ordene fra Jesu bjergprædiken, som vi kan læse i Mattæus-evangeliet kap. 5-7.

Guds kærlighed og omsorg rækker til alle og til hele skaberværket, og det handler de sidste to vers om, og om troen og håbet på, at Jesus Kristus er det ord, der skaber liv af døde.

Men i vore liv og i vore liv med hinanden, der lever vi af Guds kærligheds rigdom. En kærlighed, der ikke betyder, at Gud er sød, men en kærlighed, der insisterer på at ville være sammen med os. Det har ikke noget at gøre med romantik men det har en masse at gøre med liv og holdning.

Vi kan leve vort liv og hente næring til vort liv fra kilden selv – nemlig Gud. Hans krav til os – det, som han sender os ud i verden med, eller sender os ud til de andre med, er til hver en tid ordene om, at vi skal elske Gud af hele vort hjerte og vor næste som os selv.

Igen ikke elske på den tuttenuttede måde – men elske i en erkendelse af, at kærlighed ser os, som vi er, og at den forpligter os på hinanden. Løgstrup skrev, at vi alle bærer en del af de andre i vores hænder, og vi har magten til både at skade og gavne dem. Den slags kærlighed forpligter.

Forpligter os på at huske hinanden og se hinanden, som vi er. Vi skal ikke stræbe efter at være perfekte, men vi skal stræbe efter at være os selv – så godt som muligt.

Og så skal vi nyde de lyse nætter, solsorten og nattergalen og duften af det nyslåede græs.

God sommer.

Rikke Visby Wickberg